Muleskinners – en herlig trio

 

Lørdag den 31. marts 2007 havde vi vores årlige Påskecountry i Vejgaard Hallen. Denne aften skulle Peter Caulton og Muleskinners spille. Jeg vidste udmærket, hvem Peter Caulton var, da jeg havde hørt ham flere gange før, men hvem i alverden var dog Muleskinners. Jeg måtte med skam meddele, at jeg aldrig før havde hørt om dem. Nå, men klokken blev otte om aftenen, de skulle på scenen og jeg sad i forhallen ved kassen. Pludselig blev jeg opmærksom på noget pragtfuld musik, der kom indefra hallen. Jeg rejste mig og gik hen i døråbningen. Her så jeg så Muleskinners på scenen for første gang. Hvor var det dog en herlig oplevelse. Jeg faldt pladask for deres musik. At høre Malthes helt unikke stemme, at se Hennings fingre nærmest lege med strengene til sin banjo eller guitar og se Olavs indimellem nærmest brydekamp med sin kontrabas. Det var ikke bare en stor, stor oplevelse af høre dem, men så sandelig også at se dem. Og mon ikke de fleste gæster den aften husker dem, da de gav ”Pay Me My Money Down” for fuld udblæsning.

 

Sommeren 2007 spillede de så en hel del i Tivoli. Okay, kald mig gerne gal (husk dog lige på, at det var og er ganske gratis at komme derind, eftersom Tivoli nu er ”Folkets Park”), men jeg var altså derinde for at høre dem fem gange. Og aldrig blev jeg skuffet. Ligegyldigt hvor mange publikummer de havde, spillede de med stor iver.

 

Men hvem er så egentlig de her Muleskinners. Tja, hvis man læser på deres hjemmeside, så står der, at de ”er en Aalborgensisk folkemusik-trio, der som navnet antyder, spiller musik der stinker af guldgravere, kolort og togrøverier. De spiller Country-swing, Bluegrass og Old-Time.”

 

Trioen består af Malthe Nielsen, der spiller guitar, violin og mundharpe, Henning Jensen, der spiller banjo og guitar og Olav Gudnason, der spiller kontrabas. Og så synger de selvfølgelig alle tre.

 

De havde deres første offentlige optræden den 29. juni 2000, da de spillede i Skovdalen i forbindelse med Willy Nelson koncerten. Og siden har de haft meget at lave.

 

Muleskinners har lavet en enkelt CD, som de ikke længere sælger. Dog ved jeg, at en ny CD forventes færdig i februar 2008, hvor der vil være nogle numre fra den første CD. Disse numre vil dog være en nyindspilning, og så vil der selvfølgelig være flere nye numre på. Et af disse nye numre skulle være ”Pay Me My Money Down” (det glæder mig, at trioen har så meget respekt for mig, at de har inkluderet dette skønne nummer). Men derfor vil jeg nu alligevel stadig bede om at høre den, når jeg er ude for at se dem optræde. Cd’en kan i øvrigt bestilles gennem mig (98 18 84 73), ligesom jeg vil have den med til vores årlige Påskecountry i Vejgårdhallen, der foregår lørdag den 15. marts 2008. Prisen er 100,00 kr. + porto i en begrænset periode. Herefter er prisen 120,00 kr. + porto.

 

Lene: ”Hvordan blev navnet Muleskinners egentlig valgt?”

 

Olav: ”Vi spillede et nummer, der hedder ”Muleskinners Blues”, og ud fra det valgte vi navnet. Det ”lugtede” nemlig lidt af vores stil.”

 

Lene: ”Hvordan lærte I hinanden at kende?”

 

Malthe: ”Henning og Olav kendte hinanden og lavede lidt sammen i et øvelokale. Jeg kendte Olav, der en dag spurgte mig, om jeg ville være med. Og så var trioen dannet.”

 

Lene: ”Spiller I også i andre grupper?”

 

Henning: ”Jeg spiller i ”Hot Dogs” med bl.a. Malthe, ”Riff Kicks”, skoleorkestret ”Rødderne” og så selvfølgelig duo med Malthe og duo med Henning. Ligesom de to også spiller duo med hinanden.”

 

Malthe: ”Jeg har min egen gruppe, der hedder ”Malthe & Co.”, der spiller bluesagtig, men også lidt country. Derudover er jeg med i ”Hot Dogs”, der laver vokal swing sådan lidt i stil med Mills Brothers.”

 

Olav: ”Jeg spiller med ”Lundby & Vardinghus”, der spiller jazz. Endvidere spiller jeg i ”Match Brothers”, der er til ”world music”, altså en blanding af forskellige stilarter.”

 

Lene: ”Henning, du spiller vel næsten lige så meget guitar som banjo. Hvordan blev du interesseret i banjoen, som jo trods alt er meget forskellig, i hvert fald lydmæssig, fra guitaren?”

 

Henning: ”Jeg startede med guitaren, men for ca. 30 år siden så jeg en film i TV, der hedder ”Deliverance” (”Udflugt med døden” på dansk), hvori der bliver spillet ”Dueling Banjoes”. Det gjorde, at jeg måtte spille banjo.”

 

Lene: ”Malthe, hvordan kom violinen egentlig med?”

 

Malthe: ”Jeg spillede violin i 70’erne og 80’erne. Det var mere folkemusik. Herefter blev violinen faktisk lagt væk i en årrække. Da jeg begyndte at spille sammen med Henning og Olav, tilbød jeg at finde violinen frem igen. Og det blev der sagt ja til.”

 

Lene: ”Olav, hvordan med kontrabassen?”

 

Olav: ”Jeg startede med at spille guitar, og jeg begyndte faktisk at optræde som 15 årig. Men så gik det op for mig, at der var for mange guitarister, der var bedre end mig, så valgte jeg i stedet kontrabassen.”

 

Lene: ”Har der været en speciel stor oplevelse, en slags højdepunkt, med Muleskinners?”

 

Henning: ”Det var, da vi spillede som opvarmning for Willy Nelson ved koncerten i 2000. Der var jo et stort publikum på.”

 

Lene: ”Kan I alle leve af musikken, eller har I arbejde ved siden af?”

 

Her svarer de alle tre, at de er professionelle musikere.

 

Lene: ”Lige her til sidst. Henning, jeg ved, at du rent faktisk har spillet på Grand Ole Opry i Nashville, som jo ligesom er stedet for countrymusikken. Kan du fortælle mig lidt om den oplevelse?”

 

Henning: ”En kammerat, Jesper Klit, og jeg rejste rundt i U.S.A. i tre måneder, da vi var helt unge. Vi kørte fra New York til vestkysten. Vi levede af at spille bluegrass på gader og spillesteder. Da vi kom til Nashville, ville vi på rundtur i Grand Ole Opry. Da vi var derinde tog vi simpelthen bare guitarerne frem, trådte ind på scenen og gav et nummer. Og vi blev ikke smidt ud.”

 

Under min samtale med Henning fandt jeg ud af, at han faktisk spiller banjo på Johnny Logans nyeste CD ”The Irish Connection”. Så hvis du har Cd’en, så lyt efter banjoen på de første syv numre. Endvidere har han faktisk fået guld for en CD, der hedder ”At gange med sange”, der henvender sig til børn, der skal lære at regne. Hver gangetabel har sin musikstil (rock, klassisk m.m.). Denne CD er også udgivet i Norge med norske kunstnere.

 

Skulle I læsere have lyst til at opleve Muleskinners, så optræder Muleskinners atter i år i Tivoli hele sommeren. Husk der er gratis adgang.

 

Juni – hver fredag.

Juli – hver onsdag, torsdag og lørdag.

August – lørdag den 2., onsdag den 6, lørdag den 9. Resten af august hver fredag.

September – fredag den 5. og fredag den 12.

 

For jer, der ikke har oplevet dem før, mød op og få en god oplevelse, og for jer, der allerede kender dem, I ved, at I kan få en god oplevelse. Vi ses jo sikkert derinde, da jeg igen vil møde op flere gange.